Er kreationismen videnskabeligt acceptabel?

a) Af Christian Nitschelm. (astrofysiker).

Om oprindelsen af Universet, livet og mennesket.

Der opstilles her en kort oversigt over  Kreationismens ideer. Læseren kan uddybe emnet ved hjælp af bibliografien, der gives senere.  I særdeleshed  vil vi beskæftige os med bibelens skabelsesberetning i første kapitel af 1. Mosebog, ligesom Dr. J. C. Whitcomb Jr.s bog: ”Verden, der er gået til grunde”, vil blive nærmere omtalt. Hvad det videnskabelige synspunkt angår, vil vi benytte os af det populærvidenskabelige materiale, der også er nævnt i bibliografien. Der forudsættes et godt kendskab til Neo-Darwinismen.

For at kunne forstå de kreationistiske ideer må man  sætte sig ind i tankegangen hos en kristen, der er overbevist om de bibelske teksters ufejlbarlighed. For ham er de bibelske tekster skrevet halvvidenskabeligt af forfattere, der er direkte inspireret af Gud. Dette gælder især skabelsesberetningen, som beskriver Verdens tilblivelse. Mosebøgerne er Guds værk .Derfor kan selv det mindste skriftsted ikke betvivles. Dette medfører, at Bibelen  må betragtes som det eneste værk, der fremstiller en tro, der er værdig til at give en fuldstændig forklaring på den verden, der omgiver os, dens oprindelse og udvikling. Fortiden kan ikke være forløbet på anden måde end her beskrevet (absolut kronologi). Denne opfattelse medfører en forsvarsholdning overfor de ideer og opdagelser, der kan så tvivl om denne sikkerhed .Stillet overfor de sidste århundreders videnskabelige opdagelser er der opstået kreationistiske teorier. Vi vil herefter benævne alle disse teorier Kreationisme.

Idet de går ud fra Skabelsesberetningen og andre bøger, forsøger kreationisterne på rigoristisk vis at beskrive, hvordan det hele er forløbet siden Verdens skabelse. Visse kristne, især teologer og nogle naturvidenskabsfolk (ofte af tvivlsom habitus) er fremstået som kreationistiske forskere, der forsvarer deres standpunkt videnskabeligt.. De bekræfter, at Gud skabte Himlen og Jorden, hvorefter han i løbet af seks dage skabte alt fra det livløse til det levende, fra dyr til mand og kvinde. Set i dette lys nedstammer alle mennesker fra et enkelt menneskepar, ligesom alle dyr nedstammer fra et enkelt dyrepar, skabt af Gud. I dette lys er teorien om arternes gradvise udvikling u-.bibelsk.  Denne teori kaldes i biologien for ”Fixisme”..

Idet de holder sig til en bibelsk kronologi,  støtter kreationisterne sig til en bibelsk tidsskala og  regner sig frem til en jordisk alder på fra. seks tusinde til  tolv tusinde år, med mindre afvigelser tilladt. Ifølge dem skete der, i hvert fald tre tusinde år før vor tid, en verdensomfattende katastrofe, kaldet Syndfloden, som ifølge Guds vilje dækkede hele jorden, og  som kun en lille gruppe mennesker og et par af hver dyreart overlevede. Læg mærke til, at ifølge kreationisternes arbejder forsvandt dinosaurerne under Syndfloden, da de ikke var frelst af Gud. Når man således har etableret en kronologi for verdens skabelse ifølge de bibelske tekster, behøver man ikke eksperimenter til bekræftelse.

Det er tydeligt for enhver, at det er her, de største problemer opstår for kreationisterne: De videnskabelige teorier indenfor astrofysik, geologi, palæontologi og biologi stemmer  tydeligt nok ikke overens med en verdensanskuelse, der bygger på en Syndflod, der har fundet sted fornylig.. Da  kreationisterne ikke kan acceptere de teorier, der strider mod de bibelske tekster, må de bestride dem for at bevise deres falskhed og de bibelske teksters ægthed. For at gøre dette bruger de  et helt arsenal af argumenter, som vi vil undersøge senere. Disse argumenter er i hovedsagen af to typer: ”Bibelske påstande” og ”fejl ved videnskabelige argumenter”.

De vigtigste kreationistiske argumenter.

Forfatterne af de hellige tekster  var direkte inspireret af Gud. Det vil sige, at deres udsagn står over alle andres, især evolutionisternes. Deres skrifter kan ikke betvivles. Man må derfor  se på svaghederne i de videnskabelige argumenter. De vigtigste kreationistiske argumenter baserer sig på disse, de er ofte meget spidsfindige. Visse af disse argumenter, selv om de i almindelighed er dårligt funderede, har betydelig slagkraft. Når argumenter, baseret på de videnskabelige teoriers fejl mangler, anføres bibelcitater som Guds egen bekræftelse.

Astrofysik.

Kreationisternes vigtigste argumenter angår Jord-Månesystemet og det kinetiske system, som Solsystemet udgør.  Efter kreationisterne er systemet Jord-Måne unikt, Månen er den naturlige største satellit, som moder jord har kunnet opspore, ligesom det er den største, som Jord-Månesystemet kunne ”bære”. Teorien bag dannelsen af Solsystemet og udviklingen af mekanikken bag Solens planeter bliver undersøgt nøje for om muligt at påvise fejl. Især teorien om dannelsen af Månen, som stadig er omstridt, er model for falske videnskabelige teorier, som ikke kan forklare alle de aktuelle observationer. Disse argumenter angående Jord-Måne og deres kinetiske moment og hele mekanikken bag solsystemet bruges til at bevise, at disse systemer ikke er udviklet i tid.

Et andet bevis på sandheden i den guddommelige Skabelse er ”miraklet” angående solformørkelser, det fænomen, at Månen og Solen ses i nøjagtig samme retning fra Jorden. Da disse argumenter er svage, må de kreationistiske forskere ty til bibelcitater for at bekræfte deres astrofysiske teorier. De forsøger især at  koncentrere sig om nogle videnskabelige facts, såsom Jordens omløb om Solen og Universets udvidelse, idet man anvender  nogle meget dristige fortolkninger (og benytter sig af nylige astrofysiske resultater!). Bibelen opfattes i lyset af aktuelle videnskabelige resultater, hvilket turde være et paradoks for disse mennesker, der afviser denne videnskab!.

Fysik.

De fysiske argumenter angående termodynamikkens andet princip, (forkert opfattet og meddelt), forsøger at bevise umuligheden af spontan skabelse. Termodynamikkens andet princip anføres af de kreationistiske forskere således:” I ethvert system kan entropien (uordenen) kun vokse”. I så tilfælde er det klart, at spontan opståen af liv er absolut umulig, hvilket også gælder  enhver konstruktiv udvikling af et system, levende og ikke-levende. Imidlertid er  det andet princip i termodynamikken lidt anderledes og kan ikke bruges til en sådan konklusion. En lignende kritik kan også anføres for det første princip og indenfor andre grene af fysikken, men uden konsekvenser for en eventuel bekræftelse af Kreationismen.

Metoderne til aldersbestemmelse ved hjælp af radioaktivt henfald, der klart modbeviser teorien om jordens korte alder (mellem seks tusinde og tolv tusinde år) undersøges nøje for om muligt at finde fejl. Klipper, der stammer fra Jorden sammenlignes med klippestykker fra Månen og fra meteoriter for at modbevise nogen overensstemmmelse. Man tyr endog til skriftsteder om Syndfloden for at bevise, at resultater angående dateringen er falske, hvorefter man mener ,at sandheden om Syndfloden er bevist.

Palæontologi

De vigtigste kreationistiske argumenter indenfor palæontologien vedrører visse geologiske fænomener, der ikke kan forklares ved de herskende videnskabelige teorier, som f. eks. menneskelige fodaftryk side om side med dinosaurers, der viser, at de to arter levede samtidigt før syndfloden, eller visse fossile træstammer, hvis basis findes  i et ældre lag, og hvis top findes i et senere lag.. Sådanne facts er vanskelige at forklare indenfor de klassiske videnskabelige rammer. Imidlertid kan autenticiteten og den måde, de blev fundet på betvivles. De kunne være sammensat af prøver fra forskellige tidsaldre

Biologi

Hovedargumentet i biologi består i, at man ikke har observeret arternes udvikling i hele den historiske tid, og at man mangler beviser angående de manglende led i kæden. Derfor er udviklingsteorien ugyldig, og alene Guds skabelse kan forklare eksistensen af de forskellige arter. En kritik af mutationsteorien, der hovedsageligt er baseret på forældede arbejder fremføres rigoristisk, men ender med fejlslutninger eller forældede synspunkter.Statistiske beregninger over muligheden for fremkomsten af liv, udført af kreationistiske forskere, fører til en entydig slutning: Kun Jorden er velsignet med liv, muligheden af  en naturlig forekomst af liv er definitivt afvist. For øvrigt forsøger de kreationistiske ”forskere” at påvise fejl i de aktuelle evolutionisters biologiske teorier, omhandlende visse fakta, der endnu er vanskelige at forklare, hvad der får dem til at komme med helt fejlagtige udtalelser om de biologiske videnskabers status. Især fremstilles de positive mutationer som store problemer for videnskaben, hvilket ikke har været tilfældet længe.

Zoologi.

Kun de bibelske tekster tages i betragtning for at forklare, hvordan det hele er foregået. Anstødsstenen, som er spredningen af arterne på jordens overflade, omgås ved temmelig hasarderede antagelser såsom landfaste forbindelser mellem kontinenterne, der er forsvundet kort efter Syndfloden. De kreationistiske forskeres argumenter synes derfor lidet overbevisende. Man må dog gøre sig klart, at disse teorier ikke hviler på velfunderede observationer. Formålet er at bevise realiteten af Noas Ark som oprindelse til alle dyrearter efter Syndfloden. Det er et af de mest indviklede problemer, som de kreationistiske forskere søger at løse.

Lidt kreationistisk litteratur.

For bedre at kunne forstå det kreationistiske ræsonnement vil vi citere nogle karakteristiske passager. Især et arbejde er karakteristisk:  ”Verden, som uddøde” af J. C. Whitcomb Jr. (se bibliografien efter denne artikel, nr. VI).  Bibelen anføres som et videnskabeligt værk.

På side 25 læser vi:

Kænguruerne i Noas Ark.

Spørgsmål: Hvordan har kænguruerne kunnet rejse fra Australien til Noas Ark? Svar: Det behøvede de ikke at gøre Der levede i hvert fald et par af hver dyreart på den faste jord, hvor Arken blev bygget,  heriblandt kænguruer. Derfor kunne de forenes med Noa efter Guds befaling (1. Mosebog 6:20, 7:9) uden at skulle passere oceanerne.

Spørgsmål: Hvordan er kænguruerne kommet til Australien, efter at Arken strandede på Ararats bjerg efter syndfloden? Svar: Det ser ud til, at Asien og

Australien var forbundet med en stribe fastland umiddelbart efter Syndfloden. Efter denne fase indtrådte istiden, i hvilken sådanne mængder af vand var ophobet i polaregnene, at niveauet i verdenshavene var flere hundrede meter lavere end i dag. Kortlæggelsen af Stillehavets bund viser helt klart et kontinent, der strakte sig fra Indokina og næsten til Australien.

På side 28 kan vi læse:

De indonesiske og amerikanske Dinosaurer.

De evolutionistiske videnskabsfolk tror, at dinosaurerne forsvandt millioner af år før mennesket viste sig på jorden. Men bibelen viser os, at mennesker og dinosaurer levede i samme epoke. F. eks. viser Paulus´ brev til Romerne (5:12 og 8:20-22) os, at døden ikke eksisterede før Adams synd. Således er dinosaurernes død og forstening indtrådt efter uddrivelsen fra Paradiset (1. Mosebog 3. kapitel). Det faktum, at der levede dinosaurer og brontosaurer i visse floddale i den nære Orient i hvert fald 2 tusinde år før Jesu fødsel fremgår af Jobs Bog (40:10-19) ”Den æder græs som en okse. Se dog kraften i dens lænder, styrken i bugmusklerne! Den holder halen stiv som en cederstamme”. Nogle tror, det drejer sig om flodheste, men dette modsiges af beskrivelsen af halen, der ”er som et cedertræ”.

De videnskabelige opdagelser bekræfter Bibelens angivelser på dette punkt. Man har fundet aftryk af menneskefødder sammen med aftryk af dinosaurer (Se Whitcomb & Morris: ”Skabelses-floden” side 172-176). Hvis vi opfatter ”dinosaurer” i den oprindelige betydning: ”Frygtelige krybdyr”, er dinosaurerne endnu ikke forsvundet! Næsten 1000 drageøgler lever endnu på den lille indonesiske ø Komodo. Selv om de fleste er forsvundet og de sjældent er mere end 3,7 meter lange, kan nævnes, at den amerikanske alligator var næsten 6 meter lang ved århundredets begyndelse.  Det er kun 5 hundrede år siden, at ”aepyornis”, en dinosaurfugl på 3 meters højde og en vægt på et halvt ton levede på Madagaskar. Tiden er kommet til at danne sig et nyt billede af dinosaurerne.

På side 82-83 kan vi lære noget om kreationisternes måde at ræsonnere på.

Det er altså ikke overraskende, at Charles Lyell, som Darwin kaldte ”uniformisternes hoved”, desperat  opponerede mod skabelsesberetningen. Han håbede at kunne fjerne mennesket fra ”den mosaiske fremstilling”. Især har den mosaiske Syndflod ”været et mareridt for den geologiske videnskab”. Charles Lyell troede på Gud, og som mange videnskabsfolk, der opfatter sig som kristne, følte han sig ulykkeligt stillet overfor de første kapitler i skabelsesberetningen. Dette er tragisk, thi den herre Jesus Christus har fremhævet den guddommelige autoritet i Bibelens første bog og har ved flere lejligheder citeret den som værende sand og baseret på historiske kendsgerninger (Mathæus 19:4, Lukas 17:29,32). Især citeres han for at have henvist til Syndfloden som  en overnaturlig domfældelse, der  udslettede alle de væsener, der levede udenfor Arken og at have benævnt dette som en analogi med Verdens endelige dom (Mathæus 24:39, Lukas 17:26-30). Hvordan kan man foregive at være en kristen og samtidigt sætte spørgsmålstegn ved Jesu Christi udsagn?

Som en tilføjelse til sin konklusion, skrev forfatteren (side 169) i samme værk:

Forsvarerne af den bibelske katastrofe hævder ikke, at et eller andet geologisk fænomen erstatter Syndfloden.  Den videnskabelige erfaringsfilosofi har aldrig været bestemt af Gud til at være det direkte og væsentlige middel til at forstå den bibelske åbenbaring. Tværtimod er skriften givet os som det lys, der behøves for at forstå oprindelsen og betydningen af vore geologiske omgivelser. På denne måde er den kristne engageret i en proces med fornuftige slutninger ”Thi hos Dig er livets kilde; i Dit lys ser vi lyset” (Salmernes Bog 36:10). De geologiske kendsgerninger tjener i det højeste som illustrationer til Syndflodens realitet. Men det ultimative fundament for vor tro på dens realitet hviler på Vor Herre Jesus Christus og hans Apostle, ifølge dette bibelcitat: ”Derfor gik den daværende verden til grunde ved at blive oversvømmet af vand”. (Peters andet brev 3:6).

Disse spredte tekster viser  klart den kreationistiske tankegang. Bibelens tekst kan verificeres, og i det øjeblik Jesus har fastslået, at  skabelsen og syndfloden er realiteter, kan dette kun være den eneste forklaring på tingene. De videnskabelige teorier, der modsiger de hellige tekster, bliver finkæmmet af de kreationistiske forfattere for at uddrage omtvistelige punkter. Bemærk, at de andre bøger er skrevet med samme formål, dog ifølge forfatterne med variationer med hensyn til opfattelsen af den bibelske kronologi med enorme afvigelser på seks eller ti tusinde år m. h. t. de geologiske perioder (Whitcomb 1973, Morris, 1974, Vernet, 1978). Ligeledes er der store  afvigelser i opfattelsen af Syndflodens natur, både totalt og lokalt. Muligheden af en evolution begrænset til arternes indre indrømmes af visse af disse forfattere (Vernet, 1978).

Konklusion.

Den kreationistiske forsker står overfor et hårdt arbejde: Han skal forene to uforenelige opfattelser af Universet. Efter et vigtigt bibliografisk arbejde, der giver ham en god indsigt i det, han angriber, det vil sige de ikke-bibelske videnskabelige teorier, skal han forsøge at bevise disses falskhed med argumenter, der gennemgående er svage. Han må erkende, at dette arbejde er alt andet end simpelt og anbringer ham i en position som fjende af videnskaben, en lidet comfortabel position! Videnskabsfolkene må som regel opfatte ham som en bagstræber, eller et levende fossil, der er anbragt der for at forhindre dem i at arbejde uforstyrret. Den kreationistiske forsker, der tager sin forskning alvorligt, vælger dog ikke den letteste vej for at komme til uigendrivelige resultater. Denne alvor er vanskelig at  modbevise, sålænge forskeren forbliver overbevist om de bibelske tesers sandhed.

Vi må anføre, at langt fra alle kristne er kreationister. I øjeblikket er det kun de evangeliske kirker samt Baptisterne, Adventisterne og Pinsemissionen, såvel som Jehovas vidner, der officielt tilslutter sig denne holdning og bekender sig til en tro på de bibelske teksters ufejlbarlighed. De store kirker, Katolikkerne, Lutheranerne og Calvinisterne bevarer troen på en guddommelig skabelse samtidig med, at de betragter de bibelske tekster som formidler af en række guddommelige budskaber, som Gud har sendt sine troende via sine udvalgte. De erkender videnskabens ret til at opstille evolutionistiske modeller, som ikke strider mod teksterne læst i den rette ånd. Dog er der indenfor disse kirker visse ”dissidenter”, der bekender sig til ideer, der ligger tæt på kreationisternes, i særdeleshed katolske fundamentalister. Det ser endvidere ud til, at mange kristne er kreationister på grund af manglende viden. De videnskabelige resultater har mange gange svært ved at udbrede sig i et sådant milieu!

b)    Af Christian Nitschelm, astrofysiker &  Dudier Geney, geolog:

Hvorfor er de kreationistiske teorier om oprindelsen af Universet, Livet og Mennesket ikke videnskabeligt acceptable efter nærmere undersøgelse, og hvorfor er de uden interesse for videnskabens fremskridt, som de modsætter sig?

”Sammendrag: De kreationistiske teorier om Universets oprindelse og alder og om livets og menneskets opståen er ofte i modstrid med vor nuværende viden indenfor så forskellige discipliner som geologi, palæontologi, biologi, fysik og astrofysik. De kreationistiske teologer, der læser Bibelen bogstaveligt, forsøger at bevise, at Universets alder ikke kan være højere end ti tusinde år, og at Jorden har været genstand for en katastrofal Syndflod indenfor dette tidsrum. Vi vil se nærmere på de kreationistiske ideer, særligt angående Universets alder og arternes udvikling og vise, at de ikke er acceptable for en nærmere videnskabelig undersøgelse”.

Endnu i dag er mange kristne af evangelisk observans af den opfattelse, at Bibelen og skabelsesberetningen skal opfattes bogstaveligt. De må betegnes som ”kreationister” og ”fundamentalister”. Deres opfattelse af de hellige skrifter medfører, at de opfatter Bibelen som en samling værker af videnskabelig karakter. Det er dog nødvendigt for dem at udføre forskning for at udbrede deres tanker. Disse studier udføres ved ”Centre for kreationistisk forskning”, der hovedsageligt findes i USA.

Denne tro har som udgangspunkt skabelsen af Jorden og Universet i eet nu af en almægtig Gud, de kristnes Gud. Denne skabelse, der er udførligt beskrevet i skabelsesberetningen på en halvvidenskabelig måde, blev derefter videreudviklet på seks dage à 24 timer, hvorved den verden, vi kender i dag, opstod. Gud befolkede denne verden med planter, hav- og landdyr og endelig på den sjette dag med et menneskepar, som var afslutningen på skabelsen. Disse mennesker er således fyrster i det jordiske Paradis, hvor de kun skal stå til regnskab for Gud. En umiddelbar følge af dette er, at Universets alder skal forøges i størrelsesordenen ti tusinde år for at kunne indpasses i den bibelske kronologi. På samme måde har Gud skabt de levende væsener, i særdeleshed mennesket, i den form, hvori de fremstår i dag. Som følge heraf er  tanken om en udvikling i modstrid med Bibelens tekst, og det er derfor nødvendigt at bevise, at Neo-Darwinismen er falsk.

Et andet postulat, som de kreationistiske teologer elsker, er eksistensen af en Syndflod, som Gud sendte for at straffe menneskeheden, og hvoraf kun en håndfuld overlevende blev reddet i en Ark, der også indeholdt et par af hver dyreart.  Denne Ark er et af de vigtigste mål for den kreationistiske forskning, der  organiserer arkæologiske ekspeditioner for at finde bjerget Ararat, som man især søger i det nuværende Tyrkiet. (Arken strandede ifølge Bibelen på Ararat). (Se artiklen af P. Thuillier i ”La Recherche”, marts 1978, 87, vol. 9 pp. 258-266).

De kreationistiske argumenter fremføres ofte, til tider meget behændigt, overfor eksisterende fejl  i visse videnskabelige teorier, som kritiseres med sproglige finurligheder og erstattes med guddommelig indgriben, som naturligvis er fejlfri.

Den kreationistiske tænkning præsenteres som følger: Videnskaberne skal udelukkende bekræfte de bibelske skrifter. Hvis de afkræfter dem, er de eo ipso falske, da den eneste sandhed findes i skriftsted x kapitel y i bog z, som er den guddommelige åbenbaring i Bibelen, som skal tages bogstaveligt. Videnskaben og erfaringen er således overtrædelser, når de modsiger denne enkle tankegang.

Dette skema giver en ide om arten af den kreationistiske tankegang. Målet er at retfærdiggøre de moralske livsregler for de troende ved hjælp af en bogstavelig opfattelse af Bibelens hellige skrifter: Bibelen indeholder alt det, der er nødvendigt at vide.

Visse videnskabelige teorier, der absolut ikke stemmer overens med den kreationistiske tankegang, bliver således angrebet voldsomt eller manipuleret af pseudo-forskere, som ignorerer det videnskabelige eksperiment udfra et dogme, der er udledt af en universel teori.  For sådanne personer har fysiske eksperimenter og målinger kun værdi, sålænge de synes at bekræfte deres synspunkter. Under dække af en ”kristen moral”, går de så langt som at varsle proces mod amerikanske stater, der tillader universitetsundervisning i den Neo-Darwinistiske evolutionsteori, deres hovedfjende, og vil tvinge underviserne til at forkynde, i det mindste på lige fod med de evolutionistiske, de kreationistiske påstande, med en voldsomhed, der videnskabeligt er meget diskutabel (se angående de opsigtsvækkende retssager i USA artiklen af P. Thuillier i ”La Recherche” juni 1981, 123, vol. 12, pp. 710-719).-  Se endvidere, udover Bibelen, alle de kreationistiske værker, der er anført i bibliografien, nr. I-VIII.

Den nuværende viden viser, at hovedparten af de argumenter, der anføres fra kreationistisk (eller fundamentalistisk) side enten ikke er acceptable, er falske eller bevidst forfalskede.. Vi vil derfor undersøge nogle af disse argumenter, især dem, der angår Universets alder og arternes udvikling i lyset af discipliner som geologi, biologi, astrofysik eller fysik og vise deres manglende holdbarhed med hensyn til analyse og manglende videnskabeligt fundament af basal viden om Universet og dets bestanddele.

 Astrofysik.

De kreationistiske hovedargumenter angår systemet Jord-Måne, udviklingen af dets kinetiske energi og hele solsystemet.

Det vil her være tilstrækkeligt at sige, at systemet Jord-Måne ikke er enestående. Månen er ikke den største satellit med hensyn til størrelse i forhold til moderplaneten, heller ikke den største med hensyn til kinetisk energi. Denne plads indtager Charon, Plutos eneste kendte satellit, som indtager første pladsen. . Astronomerne kender i dag asteroider tættere på Jorden, der har den dobbelte masse, såvel som talrige dobbeltstjerner (XI, XIII XVIII). Endvidere er den tilsyneladende overensstemmelse mellem Månens og Solens diametre, set fra Jorden, ikke enestående. Man kan have totale gensidige formørkelser af Jupiters måner (hvilket skete gentagne gange i 1997) (XV). Endvidere fjerner Månen sig i øjeblikket fra os, og det vil resultere i, at der ikke længere vil være  totale solformørkelser, men kun ringformede. (XIII, XVII). 

Når man regner på de kinetiske momenter for solsystemet, ser man, at momenterne for Venus og Uranus er ubetydelige, hvilket kan forklare, at de to planeter har en retrograd rotation, og at Uranus´ rotationsakse næsten er parallel med Ecliptica. Man ser også, at kæmpeplaneterne, særligt Jupiter, lægger beslag på størstedelen af det kinetiske moment for solsystemet i deres rotation omkring vor stjerne. Solen bidrager kun svagt til denne, hovedsagelig ved rotationen omkring sin egen akse.

Hvad angår Solsystemets dannelse er der i dag enighed om fortætningsteorien (XI, XVI, XVII). Kun dannelsen af Månen er der tvivl om (Kreationisterne undlader ikke at gøre opmærksom på dette), selv om en fortætningsmekanisme synes troværdig. Månens alder  er den samme som Jordens og det øvrige solsystems. Alle videnskabsfolk, der er værdige til denne betegnelse, er enige på dette punkt: 4,6 milliarder år. Bevarelse af det totale kinetiske moment for solsystemet siden dannelsen udelukker ikke en variation i fordelingen som følge af lokale forstyrrelser (Venus´ og Uranus´ ubetydelige kinetiske moment f. eks.). Det forhold, at Uranus´ rotationsakse er næsten parallelt med Ecliptica kan forklares ved tidevandsforstyrrelser o. l., da solsystemet blev dannet. Solens lille kinetiske moment (3%) som udgør 0.999 af den totale masse i forhold til planeterne (97%) passer godt i teorien om urtågen. Overførslen af det kinetiske moment fra urtågen til planeterne forklares let ved en viskøs mekanisme, der skyldes magnetiske kræfter.

Kreationisterne hævder med støtte i skabelsesberetningen, at Jordens og Universets alder ikke kan overskride tolv tusinde år. (Der er uenighed om grænsen).  Som følge heraf kan vi ikke observere objekter, der er længere borte end tolv tusinde lysår. Især kan vi ikke se alle galakserne, ekstragalaktiske supernovae, som kunne være eksploderet før Universets guddommelige skabelse, og heller ikke kvasarer, der er endnu længere borte. Som følge af en sådan logik skulle den klare supernova, der blev iagttaget  den 24 februar 1987, ikke kunne være set!  Og dog iagttager astronomerne  objekter på tolv milliarder lysårs afstand, d.v.s. begivenheder, der fandt sted for tolv milliarder år siden. Universet er således mindst tolv milliarder år og ikke tolv tusinde år gammelt (et objekt kan ikke udsende lys før det er dannet!). Lad os lige nævne, at lysets hastighed er konstant, og at et fjernt objekt ses i en tidsalder, der er desto ældre, jo fjernere objektet er (X, XIV).

Nogle kreationister besvarer dette videnskabelige argument ved at hævde, at Gud skabte Universet med en tilsyneladende alder, der ville narre astronomerne. Det er vor ydmyge opfattelse, at dette er en mærkelig tanke om den gudelige moral: Gud skulle altså være et særdeles snu væsen, der ville skabe forvirring ved at skabe lys, der ikke stammer fra en lysgiver og dog vise os ikke-eksisterende objekter, kun for at skabe tvivl hos den almindelige troende! Ydermere medfører denne vanvittige teori, at de dele af Universet, der findes i en sfære med centrum i Jorden og med radius af det antal lysår, der er forløbet siden den guddommelige skabelse, til hver tid skulle være større end det guddommelige univers. På denne måde fortsætter strålerne fra vort Univers under skabelse at udbrede sig langs periferien, stråler, som kun er omkring 1800 år gamle, fortsætter altså med at vokse med lysets hastighed. Altså er Jorden Universets centrum. Med sådanne ræsonnementer vil summen af kundskaber sættes 1800 år tilbage til en geocentrisme, der er så tåbelig, at hverken Ptolemæus eller Aristoteles ville have vovet at forestille sig den!

Kreationismen begiver sig her ud i rent vanvid og forklarer absolut ikke de facts, vi kan iagttage, men modsiger dem rent ud. En god teori må være sammenhængende og logisk uden at modsige de facts, vi kan iagttage.

De nye astrofysiske resultater.

De nye laser-målinger af Månens afstand har definitivt fastslået, at jordens hastighed mindskes, og at Månens afstand øges. Og at kontinentaldriften er bekræftet, tre videnskabelige teorier, der ikke falder i kreationisternes smag, da de absolut ikke stemmer overens med et billede af et Univers, der ikke har ændret sig siden skabelsen .Dette viser tydeligt svagheden i kreationisternes argumenter for et statisk Univers. Jord-Månesystemet ændres med tiden. Udviklingen af nye målemetoder, især tidsmålingen, bekræfter de videnskabelige teorier til stor skade for deres modstandere.

Liv udenfor Jorden.

Muligheden for liv udenfor Jorden synes at genere Kreationisterne meget. De skjuler sig bag usikkerheden for ikke at give sig i lag med denne mulighed: Hvordan skal man forklare det udfra det bibelske mønster? De synes at ignorere de nylige statistiske beregninger udfra vor nuværende viden:  Ca. een af hundrede tusinde stjerner kan ”huse” en planet, der kan have een eller flere former for liv på overfladen eller i atmosfæren. Fremkomsten  af disse livsformer ville følge en evolutionær vej som på Jorden, hvilket gør det berettiget at tro, at nogle af disse livsformer vil have nået et niveau, der kan sammenlignes med eller overgå vort. Livsformerne udenfor Jorden må være meget forskellige og meget forskellige fra vore, selv om man genfinder de samme basale kemiske forbindelser i mange af de store interstellare gas- og støvskyer (i særdeleshed kulilte, cyanforbindelser, formaldehyd, ethanol etc.) (XI, XVI). En mulighed for liv på Titan, een af Saturns måner, bekræfter disse antagelser. Titan er i øjeblikket den sandsynligste kandidat til at huse liv i solsystemet. Dens atmosfære ligner meget atmosfæren omkring den tidlige Jord: Kvælstof, ammoniak, metan og spor af vand (?). Dens udforskning ved hjælp af satellitter er planlagt til år 2004…Muligheden af et liv udenfor Jorden kan ikke indpasses i det kreationistiske skema, i særdeleshed ikke intelligent liv, når man tager dets antropomorfe livssyn i betragtning (efter det kreationistiske dogme er Jorden det unikke åndelige centrum i Universet). En påvisning af liv udenfor Jorden ville være en triumf for videnskaben og et knusende slag for de kreationistiske påstande.

Fysik

Lad os her tale lidt om den kapitale bommert, som kreatiostisterne har begået indenfor fysikken. De har opfattet termodynamikkens andet princip fejlagtigt, hvilket fuldstændigt fordrejer dets indhold. Termodynamikkens andet Princip lyder således:

Vi kender i øjeblikket kun et enkelt isoleret teromodynamisk system: Universet i sin helhed, hvor det andet termodynamiske princip gælder, idet der dog kan ske lokale afvigelser. Jorden og dens levende væsener er ikke isolerede eller lukkede termodynamiske systemer, idet de udveksler materie og energi med omgivelserne, og det andet princip gælder derfor ikke.

Da kreationisterne vil bevise umuligheden af evolutionen, forfalsker de det andet princip ved at erstatte et isoleret system med hele systemet, hvilket er fuldstændig absurd. Ingen konstruktiv evolution ville herefter være mulig, især ville livet være en umulighed (XII).

    Metoder til radioaktiv datering.

Et andet af kreationisternes ”sorte får” er muligheden for med en god præcision at kunne måle tiden efter solsystemets dannelse lige til vor tid ved hjælp af mængden af radioaktivt materiale i klipper og fossiler. Kreationisterne, der forsøger at bevise, at Jordens alder er omkring ti tusinde år, forsøger at finde fejl i målingerne og princippet i dem. Med en god portion skepsis og mange tvivlsomme resultater når de til at kunne fremsætte en ”kritik” af de opnåede resultater. For eksempel kan en granit give forskellige resultater med hensyn til alderen af dens forskellige komponenter (afvigelser på indtil det dobbelte), hvilket er fuldstændig naturligt og forklarligt udfra dannelsen af denne granit, men som kreationisterne opfatter som en fejl ved dateringen. Det samme gælder stenprøver fra Månen og meteoriter, som stemmer godt overens, dog med måleafvigelser, som kreationisterne kan lide at bruge til at forsøge at bevise uholdbarheden i dateringsmetoderne. Kulstof-14 metoden er især én af deres kæpheste, den er ret unøjagtig, dog roses den til skyerne, når den bekræfter en bibelsk alder!

Kreationisternes kritik af analysen af de indtil nu opnåede resultater er lidet overbevisende, især angående måne- og meteorit-klippestykkerne, disse resultater stemmer godt overens: Solsystemet er godt 4.56 milliarder år gammelt og ikke ti tusinde år, selv om det mishager dem! Argumenterne angående målingerne af jordiske klippestykker såsom granit tager ikke hensyn til dette materiales natur, idet det er sammensat af komponenter af forskellig alder.

Sammenlignende analyser af andre dateringsmetoder bekræfter kvaliteten, troværdigheden og præcisionen. Man finder intet spor af en verdensomspændende syndflod, hvilket kommer mange, der læser Bibelen bogstaveligt, på tværs: Det forklarer deres aggressivitet med hensyn til disse metoder.

Geologi.

I deres introduktion til ”geologiske facts” fremstiller kreationisterne et argument, der er  kunstigt, idet det focuserer interessen på de sedimentære klippelag på bekostning af de metamorfe. Dette skridt fjerner interessen fra to vigtige kendsgerninger. For det første er der også fossiler i de metamorfe lag, om end de er sjældnere og i en dårligere konserveringstilstand. Dernæst er de sedimentære lag, der ikke har været udsat for så store tryk og så høje temperaturer, at de er blevet metamorfe, lettere at undersøge.  Det resulterer logisk i, at kendskabet til disse lag er større end til de metamorfe klipper, hvis udforskning kræver  et tungere og mere moderne materiel. Dog kan det forbavse, at kreationisterne fremfører, at det, der er mest kendt (sedimenter) er mere interessant end resten (metamorfe og vulkanske lag). Dette resulterer tilsyneladende i en sammenblanding af det, der er let at udforske og det mere vanskelige, et forhold, der måske mere er af filosofisk karakter, men absolut uvidenskabeligt.

Aktualismen..

Denne geologiske teori er af aktuel interesse, idet den omhandler de aktuelle begivenheder for bedre at kunne forstå de foregående.. Det står klart, at denne teori ikke er verificeret i alle detailler, men den kan vise sig meget nyttig….Aktualismen blev grundlagt i det XVIII århundrede af Lomonossov & Hutton, den blev genoplivet af Lyell, men teorien er på ingen måde præsenteret som basis for den klassiske geologi i skolerne og på Universiteterne, hvis kritik afstikker grænserne for dens forskningsområde, den er verificeret i mange tilfælde og munder ud i en sund fremgangsmåde, der er logisk og spørgende, hvilket berettiger, at den bruges i undervisningen.

Kreationisterne hævder, at Aktualismen  betragter naturens fænomener som ikke-variable. Denne definition er ufuldstændig og diskutabel. Aktualismen tillader geologien at stille sig følgende spørgsmål: Producerer de samme indskrænkninger i de samme omgivelser altid de samme virkninger? I visse tilfælde er det verificeret. Det er altså normalt, at Aktualismen bevarer den plads, der tilkommer den.

Kreationisterne  holder sig til ældre bibliografiske referencer, som om geologiens historie sluttede  i det XIX århundrede. For at gå ind på deres spil vil vi citere B. de Maillet´s arbejde: ”Telliamed”, der er skrevet i det XVII århundrede og findes  i filosofiske værker, skrevet på fransk. Denne forfatter bruger et formelt  påskud til at forbigå en fremragende videnskabelig meddelelse, forbavsende moderne, af hensyn til religiøs opposition, som lammede videnskaben, da den ville koncentrere sig om Geologi og Palæontologi, d.v.s. vor fjerne fortid.

Geologerne hævder ikke, at ”intet har forandret sig siden begyndelsen”, men hævder, at mellem Cayeux´s ”gamle årsager”, som vi ikke kan observere i dag, og de aktuelle årsager er der et hele, som ikke kan adskilles fra de aktuelle og tidligere facts. Det er derfor uantageligt at se bort fra noget.

For eksempel er vulkanudbruddene, som bruges til at påvise Aktualismens svage fundament, dårligt valgt. For eksempel udvikles magma-reservoirerne med tiden, så vulkanen vil ikke præstere de samme udbrud i hele sin aktive periode og kan overgå fra én vulkantype til en anden.

Det samme gælder mængden af sedimenter. Disse varierer både i rum og tid, idet de følger en velkendt cyclus erosion-sediment. Det er klart, at disse to componenter er variable, dog ikke indpasset i Aktualismen. Erosionens problem er set med kreationisternes øjne let at løse. For at vise dens betydning i visse epoker, er det tilstrækkeligt at iagttage hvilken som helst klippe, hvis oprindelsessted (opdukken på overfladen)  og lokale udbredelse er kendt. Hvis der eksisterede en større forhindring (et bjerg f. eks.), er det klart, at kun erosionen af denne forhindring vil muliggøre spredningen. Dette viser erosionens betydelige rolle, men  også, hvor svag og flygtig kreationisterne vil have os til at tro, den er.

Endelig, det sidste tvivlsomme argument: magnetismen. Man ved, at den varierer med tiden. Der er udført meget interessante studier af magnetiske partikler, opsamlet fra lava. Der er ingensomhelst grund til at påstå, at de magnetiske poler ikke bevæger sig med tiden.

Alle disse eksempler, der strider mod Aktualismen, sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved dens solide fundament. Geologerne har aldrig sagt, at intet har forandret sig siden begyndelsen. Det drejer sig om en dårlig hensigt fra kreationisternes side og en intellektuel manipulation uden saglig basis.

Denne kreationistiske argumentation har katastrofeteoriens rehabilitering som formål, og man mener hermed at kunne forklare den bibelske Syndflod i første Mosebog (se P. Thuillier i ”La Recherche”, marts 1978, 87, bind 9, pp.258-266). Man må først videnskabeligt definere katastrofens art (jordskælv, vulkanudbrud, bjergdannelse^?), så snart det er muligt at vise en milieukatastrofe i forhold til en tynd jordskorpe og sætte den ind i den bibelske ramme. Derfra og til at slutte ”den nødvendige formindskelse af den geologiske tid” er  noget, vi har svært ved at fatte.

Med hensyn til udviklingen af naturen og Jordens sammensætning, har man forsøgt at vise, at de perioder, geologerne har beskrevet, er for lange, idet man har henvist til erosions-sedimenterings-cirklen. Der er ikke taget hensyn til tre meget vigtige kendsgerninger.:

1.    Kontinenternes placering og deres drift.

2.    De gamle bjergdannelser.

3.    De klimatiske ændringer.

Det er helt utilladeligt ikke at tage hensyn til disse facts, selv om de får kreationisternes  hypotese, som vil forklare alt udfra en syndflodsteori, til at fremstå hasarderet

Palæontologi.

Hvad angår de ”palæontologiske fakta”, er kreationisternes pseudo-klassification følgende: Arter, der er identiske med vore, forsvundne arter og endelig arter, der  er forskellige .fra vore, men dog ligner dem. Den videnskabelige klassifikation er følgende: Entydige fossiler, fossiler, der ligner, og endelig ”dårlige fossiler”. Denne klassificering er mere praktisk og mere klar, og meget mere logisk end den, som den kreationistiske litteratur fremstiller.  De eksempler, som kreationisterne giver, kan der sættes spørgsmålstegn ved, og de bliver eentydige i den palæontologiske klassificering. Det mest overraskende findes i denne sætning: ”Arter, der er forskellige fra vore, men som ligner dem”. Man erkender altså evolutionen, men uden at bruge den rette betegnelse!.

Biologi.

Alting bliver meget hasarderet, når man beskæftiger sig med de ”biologiske fakta”. Kreationisterne er blevet stående på Fixismens primitive stadium. I det XVIII og det XIX århundrede blev den teori forladt til fordel for Transformismen, Lamarckismen og Darwinismen, der er mere realistiske. Den genetiske Transformisme, der hviler på eksperimenter, har påpeget Fixismens manglende fundament. Palæontologien interesserer sig for overgangsformer, eftersom alle årsagerne (multiple!) til evolutionen ikke er opklarede. Trods denne indskrænkning må man ikke glemme Fader Teilhard de Chardin´s rammende bemærkning, at den naturlige fordeling af levende væsener i rum og tid er den bedste demonstration af Transformismen (se artiklen af Luc Plateaux, som følger).

Kreationisterne påstår især, at man ikke kan iagttage arternes udvikling i hele den historiske tid, hvilket er helt forkert, eftersom evolutionen er særdeles vel iagttaget i historisk tid. Endvidere forsøger de at sandsynliggøre  fejl i evolutionisternes biologiske teorier, der omhandler visse fakta, som det endnu er vanskeligt at forklare, hvad der får dem til at fremsætte helt fejlagtige udtalelser om de biologiske videnskabers status.  I særdeleshed fremhæves de positive mutationer som store problemer for videnskaben, hvilket ikke har været tilfældet længe. Endelig hager de sig fast i problemet med de manglende led i kæden, hvad der forleder dem til at sige mange dumheder.

Zoologi

Når man følger  en kreationistisk hypotese kan man naturligvis spørge sig selv, hvordan de forskellige dyrearter bar sig ad med at finde deres aktuelle levested efter Syndfloden. Ifølge den bibelske tekst strandede Noas Ark på toppen af bjerget Ararat i det nuværende Tyrkiet. Der er visse dyrearter, der ikke eksisterer i dette område af kloden, men kun i Sydamerika og i Australien. Hvordan fandt pungdyrene vej, og hvorfor findes de kun i Australien? Hvordan er det gået til, at visse landsneglearter kun findes på øer i det sydlige Stillehav? Og hvordan er dovendyret kommet til Sydamerika? Selv om der har været en landfast forbindelse mellem kontinenterne, har dovendyret skullet bruge mindst tyve tusinde år for at nå frem til sit nuværende opholdssted! (Angående dette se bogen ”Den uddøde verden” af J. C. Whitcomb Jr, der er nævnt i bibliografien  som nr. VI af de kreationistiske værker, side 25 angående kænguruerne (teksten er citeret i det foregående afsnit). Her når man højdepunktet af vanvid!).

Lad os nu være alvorlige!  Hvis alle dyrene har bredt sig fra bjerget Ararat, ville deres fordeling på jordkloden vise dette mere tydeligt. De skulle også have brugt mere tid!.

Konklusion:

Vi har nu vist, at Kreationismen kun hviler på sparsomt videnskabeligt grundlag og at den er uantagelig for vor nuværende viden. Med hensyn til oprindelsen af mennesket, livet og Universet har den intet at byde på.  Imidlertid fortsætter de kritiske kreationister med at fremsætte overvejelser over den risiko, der altid er til stede ved at dogmatisere enhver videnskabelig teori og med hensyn til videnskabsfolkenes partiskhed, som de kreationistiske ”forskere” giver os et glimrende eksempel på. Det er indlysende, at en god teori til enhver tid skal stå åben for forbedring, så snart en relevant erfaring stiller spørgsmålstegn ved den. Dette er absolut ikke tilfældet for Kreationismens vedkommende, den er stivnet i en ubevægelig Fixisme.

Vi må yderligere anføre, at de kreationistiske ideer er langt fra at være politisk neutrale. De støttes i USA af ultra-konservative eller racistiske bevægelser som ”Ku Klux Klan” eller ”John Birch Society”. For disse grupper er de evolutionistiske ideer farlige som støtte for Ateisme og Kommunisme.  De samme grupper generer sig ikke for at retfærdiggøre deres racisme ved hjælp af evolutionen!…Man må dog gøre sig klart, at ikke alle videnskabsfolk er helt neutrale angående dette synspunkt, og at deres ideer kan være mærket heraf (se angående dette eksemplet indenfor biologien med Lysenko i USSR under Stalintiden). For at kunne udbrede resultatet af de videnskabelige studier må man være fri for enhver dogmatisme.

Sluttelig kan vi anføre, at en videnskabelig teoris unøjagtighed ikke behøver at have noget at gøre med en unøjagtighed  ved en konkurrerende kreationistisk teori, selv om denne sidste  synes at kunne forklare alle de observerede fakta, hvilket i almindelighed ikke er tilfældet. Det er helt sikkert, at vor videnskabs aktuelle stadium ikke giver en udtømmende forklaring på Universets udvikling, men det er lige så sikkert, at de kreationistiske teorier er på fejlspor angående denne.

Disse bemærkninger får os til at tro, at videnskabsfolkene har en opgave med hensyn til  at popularisere kendskabet til videnskaben for at undgå, at folk uden videnskabelig uddannelse bliver offer for intellektuelt bedrageri såsom Kreationisme. Til dette formål er objektivitet såvel som fravær af sekterisme og forudfattede meninger absolut nødvendige.

Lad os en sidste gang præcisere, at vort formål med dette arbejde på ingen måde er at kritisere den kristne tro, som ofte kan forenes med en videnskabelig undersøgelse, men man må gøre sig faren ved en outreret religiøs .sekterisme klar.

Bibliografi

Supplerende læsning i: P. THUILLIER dans “ La Recherche ”, juin 1981, 123, vol. 12, 710-719 og marts, 87,  vol. 9, 258-266:

“ Bible et Science: Darwin en procès. ”

“ L'Arche de Noé et la Science. ”

Værker, der fremstilller de kreationistiske teser.

I: Flori, J. & Rasolofomasoandro, H.: 1974, “ Évolution ou Création? ”, éditions S.D.T., Dammarie-les-Lys, France.

II: “ La Vie: comment est-elle apparue? Évolution ou Création? ”, 1985, Watchtower Bible and tract society of New York, USA, (Témoins de Jéhovah).

III: “ L'Homme est-il le produit de l'Évolution ou de la Création? ”, 1969, Watchtower Bible and tract society of New York, USA, (Témoins de Jéhovah).

IV: Morris, H. M.: 1974, “ Scientific Creationism ”, Creation-Life Publications, San Diego, USA.

V: Vernet, D.: 1978, “ La Bible et la Science ”, nouvelle édition revue et complétée, Ligue pour la Lecture de la Bible, Guebwiller, Lausanne, Bruxelles.

VI: Whitcomb Jr, J. C.: 1973, “ The World that perished ”; en Français: “ Le monde qui a péri ”, Baker Book House, Grand Rapids, USA.

VII: Whitcomb Jr, J. C. & Morris, H. M.: 1976, “ The Genesis Flood. The biblical record and its scientific implications ”, Baker Book House, Grand Rapids, USA, 20th ed.

VIII: Whitcomb Jr., J. C. & Young, D. B.: 1978, “ The Moon, its creation, form and significance ”, BMH Books, Winona Lake, Indiana, USA.

et évidemment, La BIBLE, et, en particulier, le Livre de la Genèse.

Værker, der fremstiller evolutionen udfra en kristen synsvinkel.

IX: Montenat, C., Plateaux, L. & Roux, P.: 1984, “ Pour lire la Création dans l'Évolution ”, éditions Cerf, Paris, (findes på engelsk)

Læsning af denne bog kan anbefales meget. Den viser, at det absolut er muligt at  forene et videnskabeligt billede af verden og dens udvikling i de geologiske faser med en levende kristen tro, som Teilhard de Chardin allerede påviste i det foregående.

Astrophysique, Physique.

X: Allen, C. W.: 1973, “ Astrophysical quantities ”, 3rd ed., The Athone Press, University of London, UK.

XI: Brahic, A.: 1982, “ Formation of planetary systems ”, CNES, Cepadues éd., Toulouse.

XII: Brochard, J. B.: 1963, “ Thermodynamique, cours à l'usage de la Licence ”, éd. Masson, Paris.

XIII: Danjon, A.: 1959, “ Astronomie Générale ”, 2ème édition, J. & R. Sennac, Paris.

XIV: Ferries, T.: 1980, “ Galaxies ”, Thames and Hudson, London, UK (existe en français).

XV: “ Annuaire du Bureau des Longitudes: éphémérides pour 1997 ”, 1996, Bureau des Longitudes, Gauthier-Villards, Paris.

XVI: “ Le grand Atlas Universalis de l'Astronomie ”, 1990, sous la direction de Audouze, J., & Israël, G., 3ème édition, Encyclopaedia Universalis, Paris.

XVII: “ Lunar Science IV ”, 4th Lunar Science Conference, Houston, 5th-8th March 1973, edited by Chamberlain, J. W. & Watkis, C. , USA.

XVIII: “ The New Solar System ”, 1990, third edition, edited by Beatty, J. K., O'Leary, B. & Chaikin, A. , Sky Publishing Corporation, Cambridge, Massachusset, USA.

Géologie, Paléontologie.

XIX: Fischer, J. C. : 1976, “ Fossiles de tous les temps ”, éd. du Pacifique, Paris.

XX: Moret, L.: 1965, “ Manuel de Paléontologie Animale ”, Masson, Paris,

XXI: Termier, H. & Termier, G.: 1952, “ Histoire géologique de la biosphère ”, Masson, Paris.

Biologie.

XXII: Darwin, Ch.: 1859, “ On the Origine of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life ”, London, England (Traduction française: 1992, “ L'origine des espèces au moyen de la sélection naturelle ou la préservation des races favorisées dans la lutte pour la vie ”, GF-Flammarion, Paris).

Biologi: Angående en liste over andre værker, se slutningen på følgende artikel).

c) Luc PLATEAUX, biologiste:

Bemærkninger til bogen ”Evolution eller kristendom” af J. Flori og H. Rasolofomasoandro (ed. SDT, Dammarie les Lys, 1974), typisk kreationistisk arbejde

En bogstavtro opfattelse af Syndfloden ,som den er fremstillet i denne bog er uforenelig med troen på arternes udbredelse. Hvorfor skal man holde sig til denne opfattelse, når man ved, at denne historie er inspireret af en orientalsk legende, der var meget udbredt blandt Hebræerne (Heltedigtet om Gilgamesh f. eks.). og er opstået som følge af lokale, velkendte geologiske begivenheder (Omdannelse af Euphrat- og Tigris-dalene til have). Bibelen gentager legenden i denne beretning og omdanner den ved guddommelig inspiration til et bibelsk dogme, der minder om menneskehedens  forfald og ansvarlighed og forkynder menneskets frelse ved den ”retfærdighed”, for hvilken Noa er profet.

Når man ser praktisk på det, kan dyrearternes udbredelse på jorden ikke forklares ved en nylig spredning, især ikke i Australien eller Sydamerika. Dette er typisk for hele bogen. Vi mener, at det er nytteløst at bestride disse ”teorier” ved hjælp af en rent videnskabelig argumentation,.da vi ville ende med en bog af dobbelt størrelse (eller meget større!) med argumenter som disse: ”Ja! Ja! Nej! Nej!” Hvis det ser ud til, at vi truer deres tro, bliver vi ikke længere hørt. Det er fordi de nyttigste argumenter synes at være bibelfortolkende: de viser, at  troen ikke behøver den detaljerede forklaring af teksten, og at den sande tros syn står på et højere stade: At hæve sig op til et niveau, hvor Gud  ved hjælp af billedsprog vil tale til os, idet han lader os forstå begrænsningen af vor fatteevne.

Det bliver for omfattende at besvare denne bogs fejltagelser eller misforståelser punkt for punkt (ligesom de andre kreationisters!). Lad os blot anføre enkelte bemærkninger om deres største bommerter:

Hvad der er sagt om mutationer er forældet, da der ikke er tale om morfologiske eller fysiologiske mutationer, og disses ”hensigtsmæssighed” må betragtes som forældet. Man ignorerer det molekylære studium af mutationer, som klart er det mest betydningsfulde, da det meddeler et væld af nye oplysninger.

1.    Det er normalt, at atypiske mutationer er ugunstige. Det man iagttager er, at tilpasningen af arterne gør at det, der er gunstigt bevaret ved hjælp af selektionen  sætter generne på plads.

2.    Hvorfor viser naturen ikke flere mutationer? Når man studerer enzymerne og DNA ved hjælp af elektroforese, finder man faktisk mange mutationer. Blot er de mutationer, der resulterer i en morfologisk forandring, ikke de mest talrige. Det er normalt, eftersom mutationernes biokemiske og fysiologiske virkninger ikke alle viser sig morfologisk.

3.    Det er ikke rigtigt, at en enkelt mutation ikke kan resultere i et organ, thi man kender eksempler på  eddikefluer, der har fire vinger i stedet for to, på grund af et enkelt vigende gen. Man vil svare, at de to ekstra vinger i virkeligheden er en omdannelse af de to ”balanceorganer” (organer, der erstatter de tovingedes bageste vinger), men alle fremkomster af nye organer er omdannelse af et organ eller dele af et organ.

Det er i almindelighed sandt, som Bounore har sagt det, at en enkelt mutation ”aldrig overskrider artens ramme”, men det passer ikke, at de tusinder af mutationer, man kender, ikke kan overskride grænsen mellem fugle og krybdyr. Man studerer i øjeblikket sekvenser af DNA fra talrige arter, og man kortlægger arvefølgen af arter på basis af deres genetiske opbygning. Man når                                                                                                                     til at definere procentdelen af det afvigende DNA, som adskiller arterne. Man taler endog om et ”molekylært ur”, der gør det muligt at måle afstanden og tiden, der adskiller to arter ved hjælp af antallet af de mutationer, der adskiller dem.

Selv om dette ”molekylære ur” og hastigheden af evolutionen diskuteres, kan deres realitet ikke bestrides.

Det synes mig berettiget at kritisere  den påståede tilfældighed, der hersker blandt mutationerne. Alt sker, ”som om” mutationer er tilfældige, da man ikke ved, hvorfor en mutation opstår her fremfor andetsteds. Men visse evolutionisters (ikke alles) tilfældighed taber terræn; thi man ved godt, at mutationerne er talrige på visse steder af et chromosom (især hos vira, hvis DNA man kender i detailler), mens de ikke findes andre steder. Tilfældigheder synes at være mest

sandsynlige.

                       À propos arten.

Det er absurd at lade Cuénot opponere mod Mayr angående definitionen af arten, eftersom det, Cuénot siger, på ingen måde strider mod Mayr´s definition. Cuénot taler om en samling af artens karakterer (morfologi, økologi, seksuel isolering), som Mayr på ingen måde bestrider; men Mayr præciserer, at artens væsentligste karakter er dens seksuelle isolering, hvoraf de øvrige karakterer afhænger på kortere eller længere sigt. Cuénot har aldrig benægtet, at denne seksuelle isolering er væsentlig, hvilket tidligere er bekræftet af Buffon, som skrev dette: ”Sammenligningen af ligheder mellem individer er kun en biting og ofte uafhængig af generationernes konstante rækkefølge, thi æslet ligner hesten mere end jagthunden ligner mynden, og dog tilhører jagthunden og mynden den samme art, da de sammen er i stand til at producere individer, der igen kan producere andre, mens æslet og hesten er forskellige arter, der sammen kun kan producere fordærvede og ufrugtbare individer”.

Hvis man betegner som racer det, andre med god ret kalder arter, skaber forfatterne af denne bog en kunstig lakune mellem race og art. Artens stabilitet i løbet af et menneskeliv, og endog i løbet af historiens århundreder, er et velkendt fænomen. Vi ved, at denne stabilitet skyldes den langsomme udvikling, og at den er hovedårsagen til, at ideen om udvikling ikke opstod hos vore forfædre. Selv om nogle arter er opstået fra det ene øjeblik til det andet, f. eks. ved  forstærkning af en hybrids kromosomer (krydsning af en. kålplante og en radise) ved man godt, at det i hovedparten af tilfælde først sker efter  tusinder af successive generationsskifter. Hvis man accepterer en pludselig mutation hvert ti tusinde år, er det klart, at næsten intet har kunnet udvikle sig i et sådant tidsrum, når man undtager vira og bakterier. Denne tilsyneladende stilstand er for øvrigt heldig, da den giver os tid til at klasseinddele den levende verden, hvilket vi ikke ville have været i stand til, dersom det drejede sig om hurtige forandringer.

Linné, det XVIII århundredes systematiks fader, var fixist og udarbejdede klasseinddelingen af de levende væsener uden at bekymre sig om paterniteten, men kun om lighederne. Således omfattede hans art homo både homo sapiens og de store aber: Chimpansen homo troglodytes, og Orangutangen, homo silvestris (angående Linnés arbejder se nyere forfattere). Linné skabte i sin tid et stort fremskridt med hensyn til systematikken, men videnskaben standsede ikke ved Linné.

Den sidste store franske biolog, som afviste evolutionen, var Bounoure. Det er ikke muligt at bruge denne ærværdige lærdes skrifter til at kritisere det, der er opdaget efter hans tid. Så kunne man lige så godt afvise Kopernicus´s system ved at støtte sig til Ptolemæus.

Man kan ikke komme udenom problemet at skelne mellem stabilitet og fixisme ved at lade forfatterne kalde sig ikke-fixister! Det er rigtigt, at den stabilitet, de taler om, er forenelig med en evolution (hvilket de benægter). Men det er ikke rigtigt, at fixismen afviser enhver variation indenfor en art: Alle systematikere, heri indbefattet fixister som Linné, har indrømmet, at der var variationer indenfor en art (de så det jo!).

Det, der er sagt om den langsomme evolution, er på ingen måde anerkendt af alle og drejer sig i virkeligheden kun om visse fine forgreninger, som er forsvundet uden at efterlade sig spor. Men andre sidegrene forsvinder i en slags evolutionær misvisning (Ammoniter ”på vildspor” f. eks.). Den eneste acceptable grund, vi har til at tale om en langsom udvikling er, at vi ikke bemærker den i løbet af et menneskeliv. Det forhindrer ikke evolutionen i at fortsætte i sit ærværdige spor. At visse arter forsvinder, er led i denne udvikling, men ikke alle forsvinder: Der er nogle, der har efterkommere eller endog flere efterkommere..

De foregående bemærkninger viser klart den ekstreme svaghed, for ikke at sige misinformation ved de biologiske kreationisters argumenter i bogen (og i alle lignende værker). Under disse betingelser er det klart, at denne type værker ikke kan tages alvorligt af den internationale videnskabelige verden. Fixismen kan ikke længere forsvares. Den kan ikke stå for en analyse, hvor snæver den end måtte være, og den er endegyldigt erstattet af Neo-Darwinismens evolutionsteori, tilpasset til at give en sammenhængende forklaring på den levende verden. Som  al videnskab,  udvikler denne teori sig lidt efter lidt, korrigeres og suppleres som følge af diskussioner, skarpe eller venskabelige, der opbygger den menneskelige kulturelle arv.

Den biologiske evolution: Værker, det lønner sig at konsultere.

XXIII: Leakey, R. E.: 1981, “ La Naissance de l'Homme ”, éditions du Fanal, 255pp.

XXIV: Piveteau, J.: 1957, “ Traité de Paléontologie, tome VII: Paléontologie humaine ”, Masson éd., Paris, 670pp.

Sammenligning mellem disse to værker viser, hvilke fremskridt videnskaben har gjort, omend  endemålet endnu ikke er opnået. Det vil dog være absurd at opponere mod de to forfattere af denne grund.

XXV: De Beer, Sir G.: 1964, “ Atlas of Evolution ”, ed. Nelson, London, 202pp (in-folio).

XXVI: Dobzhansky, T., Ayala, F. J., Stebbins, G. L. & Valentine, J. W.: 1977, “ Evolution ”, ed. Freeman and Co, San Francisco, USA, 572pp.

XXVII: Ford, E. B.: 1972, “ Génétique écologique ”, éd. Gauthier-Villars, Paris, 448pp.

XXVIII: Génermont, J.: 1979, “ Les Mécanismes de l'évolution ”, éd. Dunod, Paris, 232pp.

XXIX: Grassé, P.: 1978, “ L'évolution du vivant ”, éd. Albin Michel, Paris, 477pp.

XXX: Mayr, E.: 1974, “ Populations, Espèces et évolution ”, éd. Hermann, Paris, 496pp.

XXXI: Watson, J. D.: 1976, “ Biologie moléculaire du gène ”, 3ème éd., traduction française, Interéditions, Paris, 740pp.

Sammenligningen mellem Grassé & Ford, Mayr, de Beer, Dobzansky et al. Génermont belyser modsætningen mellem to forskellige evolutionsteorier: Grassé´s Neo-Lamarckisme, som den videnskabelige verden stort set ikke accepterer, og de andres Neo-Darwinisme, som stort set er accepteret. Denne diskussion skaber ikke tvivl om evolutionen, som de alle er enige om..

Populærvidenskab.

XXXII: De Rosnay, J.: 1988, “ L'aventure du vivant ”, édition du Seuil, Paris.

XXXIII: Chaline, J.: 1994, “ Une famille peu ordinaire. Du singe à l'homme”, éditions du Seuil, Paris.

XXXIV: Chaline, J.: 1996, “ L'évolution humaine”, deuxième édition mise à jour, Presses Universitaires de France, Paris.

XXXV: Petrovitch C., I.: 1997, “ Opération Adam”, éditions Cerf, Paris (la lecture de ce roman exposant les thèses créationnistes en paléontologie humaine et leurs réfutations à l'aide des arguments scientifiques les plus récents est vivement recommandée).

d) Pascal ROUX, prêtre catholique de formation scientifique:

Hvordan kan man bekræfte Guds skaberværk i et evolutionistisk verdenssyn?

Efter at Gud talte klart til Abraham, Moses og siden profeterne og endelig ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne! (Hebræerbrevet kapitel 1, vers 1) gennem sin søn, Jesus Christus; ved vi, de troende kristne, at han er ”Himlens og Jordens skaber”.

Det betyder, at verden ikke eksisterer ved en tilfældighed, men som følge af Guds frie vilje, idet han har skabt den af intet og givet den liv af kærlighed for at betro den til mennesket.

Vi ved, at gennem denne skabelse har mennesket en særlig stilling, fordi det er ene om at være kaldet til det evige liv, blev fortabt ved den oprindelige synd og frelst ved Christi død og opstandelse. Det betyder, at mennesket i intet tilfælde kan reduceres til et dyr, som hverken har sprog, frihed eller er lovet det evige liv.

Denne tro, der er fælles for alle verdens kristne, hvilken retning de end tilhører, må de forsvare hver gang en filosofisk retning fremfører et videnskabeligt fremskridt, som synes at true eller endog modbevise troen.

Vi stiller nu følgende spørgsmål:

Den moderne evolutionsteori, kaldet Neo-Darwinismen, der  hævder, at livet er opstået ved en udvikling som følge af mutation og udvælgelse, modsiger den vor kristne tro? Hovedparten af verdens kristne mener nej.

Imidlertid mener en aggressiv retning kaldet ”fundamentalister” eller med et dårligt udtryk ”kreationister” det modsatte, og de har i omtrent halvtreds år ført sig frem, hovedsagelig i USA, på en meget højrøstet måde.

Hvordan skal man kortfattet belyse dette delikate spørgsmål? Man kunne jo skrive bøger om problemet. Det er gjort for ikke så længe siden i bogen: ”At læse skabelsen i evolutionen”, (1984, C. Montenat, L. Plateaux & P. Roux, forlag Cerf, Paris).

Man kan også fremkomme med enkelte bemærkninger:

Verdens visioner forandres, den kristne tro forandres ikke.

Ja, verdens visioner forandres. På den tid Bibelens første fem bøger blev skrevet, var forfatterne inspireret til at fremstille Jorden som en flad skive, der flød på urhavet (Første til tredje Mosebog). Så kom den græske kultur og Astronomiens fremskridt: Man opdagede, at Jorden er en kugle, og Aristoteles samt senere Ptolemæus forestillede sig et sindrigt system af himmelsfærer, der drejer sig om hinanden. Det er den geocentriske model, som var herskende i næsten to tusinde år lige til det XVI århundrede.

Den kristne teologi udtaler sig på tværs af denne verdenslære. Så kommer Kopernicus, derefter Tycho Brahe i XVI århundrede, Galilei og J. Kepler i det XVII århundrede, som fremkommer med et nyt syn på Solsystemet: Solen er en stjerne, om hvilken der kredser 9 planeter, herunder Jorden efter tyngdelovene, opdaget af Newton.

Den kristne teologi fremkommer med spidsfindige udlægninger af troen og må ikke uden modstand og dramatik tilpasse sig dette nye verdensbillede.

Derpå kommer det XVIII og det XIX århundrede, hvor  ideer som Lamarck´s og Darwin´s fødtes, i begyndelsen voldsomt bestridt, dels af videnskabsmænd som Linné og Cuvier, dels af religiøse mennesker, der troede, at fundamentet for den kristne tro forsvandt.

I det XX århundrede gjorde astrofysikken enorme fremskridt og bekræftede efterhånden med stor sikkerhed, ved hjælp af Einsteins almene relativitetsteori, teorien om et Univers under udvidelse, omkring 17 milliarder år gammelt. På Jorden, der er ca. 4,7 milliarder år gammel, opstod livet for ca. 3,8 milliarder år siden, og Mennesket for omkring en million år siden….

Endnu en gang måtte Kristendommen bekræfte sin tro på, at Universet er skabt af intet ved  Guds frie kærlighedshandling, og at mennesket, skønt legemet er udviklet fra arten primater, dog er en selvstændig skabning, der på ingen måde må forveksles med en abe(selv ikke en nøgen!).

Den kristne teologi er i færd med at tage disse nye teorier til efterretning og i Europa er der ikke længere nogen skarp konflikt mellem Bibelen og videnskaben.

Pave Johannes Paul II udtalte under et møde mellem filosoffer og teologer i Rom 26. april 1985: ”Troen på skabelsen og undervisningen om evolutionen er ikke i modstrid med hinanden. Evolutionen forudsætter skabelsen; Skabelsen viser sig i evolutionens lys som en begivenhed, der har strakt sig over tid, i løbet af hvilken Gud er blevet synlig som ”Himlens og Jordens Skaber” (D. Cathologique numero 1901, 4. August 1985).

  Begrundelser for en afvisning. 

Hvorfor organiserer en velorganiseret minoritet i udkanten af de store protestantiske amerikanske kirker en støjende antievolutionær kampagne, der ligner et korstog?

Bortset fra visse ansvarlige, der føres frem af ekstremt sekteriske, for ikke at sige racistiske politiske bevægelser, må man indrømme, at en stor del af disse ”fundamentalister”, der er fastlåst i en bogstavelig bibeltro, synder mod  Skabelsen i uvidenhed om de nye principper for bibelforståelse. I mangel af ståsted og kultur føler de sig truet i deres tro på en skabende Gud og de moralsk fordømmende principper i Bibelen. For at redde kernen i deres tro anser de det for nødvendigt at stivne i en antikveret opfattelse af Universet, livet og mennesket. De udtænker endog sindrigheder, der skal bevise deres teser med (såkaldte) argumenter, der mere er påstande end videnskabeligt underbyggede.

I almindelighed er deres hensigt god: De vil forsvare deres fædres tro  ”Men den, der bringer én af disse små, der tror på mig, til fald var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb”, siger Jesus (Matthæus 18 kap. Vers 6). De anvendte midler afslører en kultur, hvis vigtigste elementer hører hjemme i det XVIII århundrede.

Vi, der har fået chancen at være opdraget i den moderne videnskabelige kultur, må mobilisere tålmodighed og tolerance mod de troens brødre, der ikke har tilegnet sig en kultur, der ville være befriende.

Eftersom disse konflikter mellem videnskab og teologi historisk set er uundgåelige, må vi gøre vort bedste for at overvinde dem...

French to Danish translation: Harald Fastrup.

(Sammenfattet af Christian Nitschelm).