This page has been visited
I. Hvad er videnskab?
Videnskab: Samling af erkendelser og undersøgelser, af almen objektiv værdi og udført ved hjælp af en almindelig erkendt metode, der anvender fælles anerkendte værdier, lige som observationerne og de deraf erkendte erfaringer kan gentages.
Klassificering af videnskaber efter deres objekt:
+ Matematiske videnskaber.
+ Fysiske videnskaber (fysiske, kemiske, astronomiske).
+ Jordens videnskaber (geologiske, palæontologiske).
+ Videnskaber angående livet (biologiske, genetiske).
+ Videnskaber angående det menneskelige (antropologiske, psykologiske, etc.).
+ Sociale videnskaber (samfundsstudier).
Fundamentale videnskaber: Matematik, astronomi, fysik, kemi, videnskab angående Jorden (Geologi og palæontologi).
Videnskab er en langsommelig proces. Den skrider gradvist frem med små skridt og stiller hele tiden tvivlende og skeptiske spørgsmål.
Skepticisme: Afvisning af at godkende et dogme eller en vedtagen antagelse, særligt når denne ikke kan verificeres ved en kritisk undersøgelse.
II. Astronomi, videnskab som del af helheden.
Navnet astronomi er afledt af græsk: Astra (stjerne) og nomos (lov). Videnskab, som studerer stjernernes relative stillinger, bevægelser, struktur og udviklinger. Astronomiens studieobjekter: I solsystemet: Solen, planeterne, satellitterne, asteroiderne, kometerne, det interplanetariske milieu; I galakserne: Stjerner, stjernehobe, stjernetåger, det interstellare milieu. I Universet: Galakser, Quasarer, galaksehobe, det intergalaktiske milieu såvel som alle varianter af den stråling, der gennemtrænger Universet.
Astronomiens fundament (positionsmålinger).
Bestemmelser af stjernernes stillinger og bevægelser. Udarbejdelse af stjernekataloger (bevægelser, parallakseforskydninger, dobbeltstjerner, galaksers dynamik etc.).
Himlens mekanik:
Den er knyttet til astrometrien og handler om de love, der styrer stjernernes bevægelser. Udarbejdelse af ephemerider og baner for kometer, asteroider samt sonder.
Astrofysik:
Studier over stjernernes fysik ved hjælp af det elektromagnetiske spektrum: elektromagnetisk stråling (gamma, røntgen, ultraviolet, synligt lys, infrarødt, radar, radiobølger). Discipliner opstået i det XIX århundrede takket være fotografien og spektroskopien. De er senere udspecificeret i forskellige grene (radioastroastronomi, rumastronomi, etc.). Slutter ved kosmologi og exobiologi.
III. De falske videnskaber.
Falske videnskaber eller pseudo-videnskaber: D.v.s. læresætninger af esoterisk karakter blottet for enhver videnskabelig værdi, sammenlignelig med trosretninger eller bedrageri og baseret på påstande, der ikke kan bevises samt (oftest) resultater fra det irrationelle område, som ikke kan verificeres. Tilhængerne af disse pseudo-videnskaber forsøger at få det til at e ud som ægte videnskab (ofte under udfoldelse af enorm veltalenhed).
Okkulte videnskaber: Læresætninger og hemmelige foretagender, der påberåber sig såkaldte kræfter eller energier, som ikke anerkendes af videnskaben, end ikke af religionen, og som kræver indførelse i mystik (alkymi, astrologi, kartomanti, magi, nekromanti, radiæstesi, telepati). De såkaldte okkulte videnskaber klassificeres utvivlsomt blandt pseudo-videnskaberne: De kan under ingen omstændigheder klassificeres blandt de ægte videnskaber.
De falske videnskaber følger ikke den videnskabelige vej De udnytter så langt det er muligt den menneskelige godtroenhed ved forførende diskussioner, irrationelle og bedrageriske, for ikke at sige slet og ret svindel.
IV. Astrologien:
Astrologi, eller mere korrekt, astromanci: Kunsten at forudsige menneskers karakter og skæbne ved studiet af såkaldte astrale påvirkninger, såvel som de store planeters indbyrdes stilling, udseende samt af zodiakaltegnene. Eksistensen af en sammenhæng mellem menneske og Kosmos forudsættes.
Horoskop: "Fastlæggelse af fødselsøjeblikket". Studier over et individs forudbestemmelse, udført af astrologer, og baseret på såkaldte astrale påvirkninger i fødselsøjeblikket ud fra iagttagelser af himlens og dens udseende i fødselsøjeblikket. De forskellige europæiske astrologiske skoler har ikke noget med hinanden at gøre med hensyn til deres opfattelse af astrologien. Alkymistisk aflukkethed, bestemmelse af karakteren eller fremtiden ved en hvilken som helst fremgangsmåde, der som oftest er helt irrationel, sol-astrologi eller stjerne-astrologi, de forskellige astrologiske skoler strider, ofte meget aggressivt. Det vil være mere korrekt at tale om europæisk astrologi eller ikke-europæisk astrologi. V. Astrologi i videnskabens sigtesold. V.1. Det astronomiske grundlag. De basale astronomiske begreber beherskes generelt meget dårligt af astrologerne, ligegyldigt hvilken skole de tilhører. Beskrivelsen af konstellationerne, den simple subjektive opfattelse uden fysisk realitet, forstås meget dårligt af astrologerne. De kombinerer gerne himmellegemer med ejendommelige og irreelle egenskaber, knyttet til deres navne. Formen og antallet af disse konstellationer, navngivet fra den græsk-romerske mytologi, der har ændret sig meget siden Antikken, er først fastlagt i 1930. Forestillingen om zodiakaltegnene, der ikke har nogen betydning i den moderne astronomi, anvendes endnu dårligere af astrologerne på grund af simpel uvidenhed om stjernernes tilsyneladende bevægelser og visse ejendommelige bevægelser af Jordens rotationsakse. Solens tilsyneladende bevægelser om Jorden i løbet af et år aftegner på himmelglobussen en storcirkel kaldet Ekliptika. Ekliptika går gennem 14 stjernebilleder, af meget forskellig størrelse: Fiskene, Hvalen, (som følger Ekliptika), Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Vandbæreren, Skytten, Stenbukken og Vandbæreren. Ejendommeligt nok medregner astrologerne kun 12 af disse, alle af størrelsen 30 grader. Antallet af zodiakaltegn har varieret meget fra civilisation til civilisation siden Antikken. Fra 6 i det gamle Mesopotamien til 28 i det middelalderlige Kina, 11 i Babylon og 20 hos Aztekerne. Denne simple konstatering fratager de tolv aktuelle tegn enhver betydning. Hvorfor ikke én, ti, hundrede, tre hundrede og femogtres eller ti tusinde zodiakaltegn? Hvorfor overhovedet et helt antal? De tal, der bruges i matematik, fysik, kemi og astrofysik er oftest reelle, det vil sige ikke hele. På grund af én af bevægelserne af Jordens rotationsakse, kaldet præcessionen af jævndøgnet, glider zodiakaltegnene langsomt langs Ekliptika, således at de fuldfører en omdrejning i løbet af 25750 år. Denne langsomme bevægelse bevirker, at tegnene længe ikke indtager deres formodede plads. For eksempel befinder solen sig ikke i vædderens tegn i slutningen af marts, men i fiskens, ikke langt fra grænsen til Vandbæreren, tæt ved det sted, hvor Forårspunktet findes (retningen mod Solen ved forårsjævndøgn på den nordlige halvkugle). På den tid skulle den ifølge astrologerne befinde sig i Vædderens tegn. Konfronteret med dette problem praktiserer nogle astrologer den såkaldte stjerne-astrologi, der er i opposition til den klassiske astrologi, kaldet sol-astrologi. Denne form for astrologi må betegnes som forældet, da årstiderne ikke længere svarer til solstillingen. Ved en besynderlig anvendelse af fænomenet med præcessionen af jævndøgnene, mener nogle astrologer at kunne bekræfte eksistensen af stjerne-epokers indflydelse. Ifølge dem skulle vi være ved slutningen af Fiskens epoke, ikke langt fra begyndelsen af Vandbærerens. Hver astrolog har sit eget bud på konstellationen, forskelligt fra gang til gang, på begyndelsen af Vandbærerens epoke, der skulle begynde i nær fremtid. Imidlertid, når man tager de officielle angivelser fra 1930 for zodiakalkredsen, kommer man ved en simpel udregning til meget forskellige data, således skulle fiskenes epoke starte i år 70 før Christus, og slutte i år 2614 e. Chr., hvilket fuldstændigt ødelægger den astrologiske diskussion. Den såkaldte Vandbærerens epoke, der strengt taget ikke har nogen mening i astronomien, findes kun i en meget livlig, for ikke at sige vanvittig fantasi hos de astrologer, der sammenblander deres fantasterier med virkeligheden. Konstellationerne er kun fiktive projektioner af visse jordiske myter på de antikke grækeres himmelhvælving. En stjernes position på himmelhvælvingen kan kun fastlægges nøjagtigt ved hjælp af tre koordinater: Længden målt fra et fikspunkt, bredden og afstanden. Ukendskab til én af disse tre koordinater medfører en enorm usikkerhed m. h. t. stjernes position. De ekliptiske koordinater er et af de vigtigste koordinatsystemer i astronomien. Astrologerne bruger dette system meget dårligt, længdegraden medregnes på en meget upræcis måde. Det præcise kendskab til en stjernes stilling er uforeneligt med det astrologiske kortlægningssystem. Ejendommeligt nok er astrologien resultat af den nordlige halvkugles tempererede zoner. I virkeligheden skylder den disse regioners årstider sin eksistens. På den sydlige halvkugle er årstiderne "modsat", hvad der fjerner enhver sandsynlighed fra den anvendte symbolik. Således er Løvens tegn, der optræder i den nordlige halvkugles sommer, opfattet som varmegivende (udånding af varme), hvilket ikke passer på den sydlige halvkugle, hvor man har vinter. I de tropiske zoner er forholdene endnu dårligere fra et astrologisk synspunkt, her har man kun to årstider, tørketid og regntid (lokale variationer) uden større temperaturændringer! I polaregnene formår de gængse astrologiske systemer ikke at opstille brugbare horoskoper. Visse stjerner og tegn er aldrig synlige, således at de astrologiske "huse", der er absolut nødvendige for udarbejdelsen af horoskopet, ikke kan beregnes, deres skæringspunkt med Ekliptika er aldrig synligt her. Hvad er den fysiske betydning af de astrologiske "huse" og hvorfor kan de ikke eksistere på eller nord for polarcirklen? Disse "huse" eksisterer ikke, ligegyldigt hvor man befinder sig i Universet, deres betydning er således nul. På den anden side: Hvis astrologien var en videnskab, kunne man med god grund spørge sig selv, hvordan horoskopet ville se ud for personer, født andre steder på jorden, når fysikkens love er de samme overalt i Universet. Hvad er Jordens indflydelse? V.2. Fysikkens love. Astrologien forudsætter eksistensen af et vist antal astrale påvirkninger fra Solen, Månen og nogle andre objekter, især de store planeter. Hvis stjernernes indflydelse eksisterer, drejer det sig først og fremmest om at udregne sammenhængende love for deres natur, deres baner, deres funktion, såvel som deres indbyrdes afhængighed, afstand, masse etc. Er disse såkaldte påvirkninger kræfter. Hvis ja, hvilken type? Man kender i øjeblikket fire basale kræfter: De stærke og de svage kernekræfter, elektromagnetismen og tyngdekraften. Hvor kan man klassificere stjernernes indflydelse? Er der tale om en femte basale kraft? Så må vi definere den!!! Hvis der ikke er tale om en kraft, er det så en energi? Hvis ja, melder det samme spørgsmål sig, en energi kan måles! Man kender talrige former for energi: Kinetisk, potentiel, elastisk, strålingsenergi, kemisk, nuklear etc. Hvilken energiform ville svare til den astrale påvirkning, som astrologerne henviser til? Hvad er så naturen af den astrale påvirkning, som antages at influere på personer i fødselsøjeblikket (hvorfor ikke ved undfangelsen (ville det være en indiskretion?) eller et hvilket som helst anden tidspunkt?)? Hvorfor virker disse kræfter på mennesker (hvorfor kun mennesker?) og ofte kun på visse mennesker (i Babylon var kun prinsen, der ansås for en halvgud, værdig til at stå i forbindelse med stjerneguderne). Hvordan er de fysiske love, der styrer disse astrale påvirkninger, og hvordan udvikler de sig som funktion af afstand, masse og andre parametre? Hvorfor virker nære legemer (personer, biler, lejligheder, træer etc.) ikke ligeså meget, for ikke at sige mere end planeterne eller meget kraftigt lysende stjerner, når man tænker på deres nærhed) tyngdekræfter og tidevandskræfter). Omvendt: Hvorfor har fjerne legemer (stjerner, galakser, galaksehobe) i kraft af deres store antal ikke den samme indflydelse, (i den astrologiske kunst er der en uklar fremstilling af en kraft, som er uafhængig af afstanden)? Vi afventer en sammenhængende definition. Hvad med de andre legemer i solsystemet (asteroider, kometer, naturlige og kunstige satellitter, interplanetarisk støv, stråling etc.). Vi må have en forklaring på, hvorfor disse astrale påvirkninger kun tilskrives Solen, Månen og nogle planeter, medens det store flertal af himmellegemer overhovedet ingen indflydelse har på mennesker. Ligeledes må vi have en forklaring på, at disse påvirkninger kun virker på mennesker (hvorfor) eller også på dyr og planter (hvordan?). Der er aldrig givet et klart svar på disse spørgsmål. De såkaldte astrale påvirkninger, som hverken er kræfter eller energier, er aldrig blevet bekræftet af videnskabelige forsøg, der er værdig til det navn. V.3. Statistiske undersøgelser. Statistiske undersøgelser, udført korrekt efter objektive kriterier, har stedse vist, at astrologien kun hviler på tilfældigheder, og at tegn eller planetkonstellationer ikke havde nogen speciel indflydelse på en persons skæbne. Der kan særligt nævnes en statistisk undersøgelse, som blev foretaget i USA i 1985 (i Californien) i samarbejde med omkring 40 astrologer. Dette studie, der udførte en serie dobbelt-blindede tests (Carlson, S.: December 1985, "A double-blind test of astrology", Nature, 318, 419-425), har meget tydeligt på objektiv vis vist, at astrologernes forudsigelser i bedste fald kun virker efter tilfældighedens princip eller i værste fald er helt på vildspor: Den bekræftede og/eller forudsagte korrelation mellem en planetkonstellation og andre astronomiske forhold på en persons personlighed ud fra fødselstidspunktet findes ikke. Den videnskabelige undersøgelse afviser klart den astrologiske hypotese. Der er visse statistikker, som er meget langt fra upartiskhed, for ikke at sige skævvredne, der af og til har vist det modsatte. Efter analyse har det altid vist sig, at man har manipuleret med disse statistikker for at kunne opvise et sådant resultat. Man er her meget langt fra en seriøs videnskabelig undersøgelse. V.4. Etik. Med hvilken ret prøver astrologerne at manipulere med andre menneskers liv? Hvis de nøjedes med at definere én eller anden psykologisk profil, ville de komme i konflikt med den videnskabelige psykologi, men dette ville ikke være farligt. Imidlertid er den aktuelle udvikling af en gren af astrologien mod en mere eller mindre fuldstændig styring af hvert menneskes liv fuldstændig uacceptabel og utålelig, for ikke at sige farlig, når man tænker på, at mange astrologer sætter sig i psykologers, lægers eller terapeuters sted på ulovlig vis. Visse astrologiske fremgangsmåder, kun alt for villigt distribueret af medierne, krænker altså basale etiske principper. Ville du acceptere, at én eller anden ukendt person ville hævde at kende dig fuldstændigt og styre dit liv på unaturlig vis, på godt og ondt? Den astrologiske determinisme, delvis eller absolut, er i klar modstrid med den frie vilje, hvert menneskes ukrænkelige ret til sit liv på vor planet. Selv om hovedparten af astrologer hævder, at "stjernerne peger, men de afgør ikke", er astrologien alt for deterministisk og går ikke tilbage for at fjerne det enkelte menneskes frie vilje. Denne erkendelse har endog ført til, at forskellige kirker, i særdeleshed den katolske, fuldstændig har afvist troværdigheden af enhver form for determinisme, herunder astrologi, som stridende mod den religiøse opfattelse af det frie valg af frelsen for hvert menneske. Brugen af astrologien ved ansættelser indenfor visse foretagender (i øjeblikket ulovligt) er en overtrædelse af de fundamentale principper for menneskerettigheder. Dette minder os i øvrigt på ubehagelig måde om visse uværdige fremgangsmåder under besættelsen, den mørkeste periode i vor historie. Astrologien bruges også for ofte af visse sekter, hvis hovedformål er det enkelte menneskes totale underkastelse under en almægtig guru. VI. Konklusion. Astrologien, som fra starten er baseret på fuldstændig irrationel basis, kan klassificeres blandt de falske videnskaber. Den er bygget på en for videnskaben helt uantagelig måde på en vision af Universet, stærk uenighed mellem astrologer, hasarderet og oftest ukontrollabel art af de astrologiske forudsigelser, uklare natur af de såkaldte astrale påvirkninger etc. Siden antikken er astrologiens verdenssyn forblevet stivnet eller indkapslet i en rent aristotelisk geocentrisme, i absolut modstrid med den moderne opfattelse af Universet. Denne simple konstatering fjerner enhver troværdighed fra en konstruktion, der er baseret på et antikt og middelalderligt verdenssyn, der er helt antikveret og som placerer Jorden i centrum af et endeligt univers af meget lille størrelse, samt mennesket i en privilegeret stilling i dette kosmos. Hverken Solen eller Jorden er placeret i centrum af Universet. De tilhører Mælkevejen, et gigantisk system af mere end hundrede milliarder stjerner, hvor de på ingen måde er placeret i centrum. Galaksen er kun én af milliarder af galakser og er sikkert ikke placeret i Universets centrum. Man kan i øvrigt heller ikke tale om et centrum i vort Univers! I 1666 udelukkede Colbert, der var Kong Ludvig d. XIV's statsminister, undervisningen i astrologi fra Universitetet i Paris. Astrologien tabte dermed den status af videnskab, som den fejlagtigt havde haft tidligere trods talrige fejlagtige og ukorrigerede forudsigelser, som mange astrologer, deriblandt de mest berømte, havde fremsat som evangeliske sandheder, lige fra Antikken til Renæssancen. Astronomien har fremkaldt mange drømme. Hvem forestiller sig ikke Månens dybe betydning, når man hæver blikket mod de himmelske undere? Dette spørgsmål er absolut legitimt, men det kan ikke skjules, at svaret er meget kompliceret og hører til i videnskabens og filosofiens område. Astrologien giver et svar, absolut behageligt, men for enkelt til at kunne tilfredsstille det ærlige menneske. Er astronomien ikke tilstrækkelig til at afsløre vort Univers' mysterier og viser den ikke stiltiende tomheden i enhver astrologisk eller gudelig verdensforklaring? Eftersom astrologien isolerer sig i myter, berører dens eksistens eller ikke-eksistens på ingen måde videnskaben. Videnskabsfolkene føler sig ikke berørt af det, der fremtræder som en genoplivelse af den græsk-romerske religion henover sytten århundreders kristendom. Astrologernes ønske om videnskabelig status er og forbliver uantageligt for den videnskabelige verden, sålænge de store fundamentale spørgsmål er ubesvarede! Hvorfor forsøger visse astrologer på absurd måde at få deres påstande til at fremstå som videnskabelige kendsgerninger? Er astrologiens fundament ikke solidt nok til at kunne følge erkendelsens fremskridt? Har vi ikke her en "forskning", som på urimeligt overdreven facon, fjernt fra videnskab, ofte tæt på svindel, i bedste fald er gement merkantil? Astrologien, hvilken skole den end tilhører, kan på ingen måde anerkendes som videnskab.